Så gik december med snedriver og knæskade – og januar forsvandt i influenza og computerbøvl. Det er den slags modgang, som spirituelle mennesker kalder for sammenbrud før gennembrud, og måske har de ret. For nu er glæden, energien og forårsblomsterne jo begyndt at pible frem overalt, og pludselig er livet fyldt med løfter.
![]()
Jeg elsker at pusle i haven på denne årstid. Der er ikke ret meget at lave, og hver lille forandring sker stille og roligt. Der er tid til at følge med i alle detaljerne og nyde hvert eneste fremskridt.
Om en månedstid begynder alt at gå så stærkt, men her i februar kan jeg nå at hilse på hver enkelt blomst. Måske er det derfor, jeg holder så meget af de små ukuelige erantis. Hvert år følger jeg dem jo intenst fra det første glimt af de bøjede men kraftfulde nakker, der dukker op af den frosne jord.
![]()
Mit staudebed er fyldt med erantis, og i sidste uge hyggede jeg mig med at fjerne staudetoppene, så alle de små gule knopper kan få lys og luft.
Mange stauder har ganske vist bedst af at beholde toppen hele vinteren. Den fungerer jo som en beskyttende dyne mod frost og kulde. Så derfor har jeg kun robuste stauder, som ikke tager skade af at miste den lune dyne midt om vinteren. Det er blandt andet storkenæb, tidselkugle, løvefod, skt hansurt, haveiris, sporebaldrian, pæoner, gyldenris og asters.
![]()
Samtidig med at jeg fjerner staudetoppene, snupper jeg også lidt ukrudt og græs, som har forvildet sig ind i bedet.
Når jeg luger, bruger jeg udelukkende ”klør 5”. Muldjord er nemlig fyldt med millioner af ukrudtsfrø, der ligger i dvale, og når man hakker, skuffer, river eller roder i jorden på anden vis, vågner en del af frøene og begynder at spire. Det sker ikke, når man håndluger. Desuden er det lettere at få alle rødderne op ved at trække i ukrudtet fremfor at hakke det over.
![]()
Det er så hyggeligt at gå og nusse i haven, og i år har jeg endda selskab af en nysgerrig medhjælper :-) Lille Iglo er bare 5 måneder, og hvis jeg bliver lidt for målrettet i mit arbejde, skal han nok minde mig om, at livet er en leg. Lad nu den rosensaks ligge, insisterer han, og sådan en opfordring kan jeg da ikke afslå.
Så rosensaks og stauder må vente, mens jeg følger efter Iglo ned i baghaven, hvor de smukke påskeklokker står på spring. Åh, de må nydes i al deres spinkle sarthed. Så forunderligt fine og næsten gennemsigtige. Ganske som ægte prinsesser bør være. Men samtidig bomstærke og hårdføre nok til at klare den kulde, som truer lige om hjørnet.
![]()
Det får mig endnu engang til at tænke på de kloge ord om sammenbrud før gennembrud – og livets evige vekslen mellem modgang og medgang. Næste gang sygdom og besvær holder mig nede, vil jeg huske de sarte påskeklokkers styrke og glæde mig, til solen atter skinner.
Mange spæde forårshilsner
Inge
Jeg elsker at pusle i haven på denne årstid. Der er ikke ret meget at lave, og hver lille forandring sker stille og roligt. Der er tid til at følge med i alle detaljerne og nyde hvert eneste fremskridt.
Om en månedstid begynder alt at gå så stærkt, men her i februar kan jeg nå at hilse på hver enkelt blomst. Måske er det derfor, jeg holder så meget af de små ukuelige erantis. Hvert år følger jeg dem jo intenst fra det første glimt af de bøjede men kraftfulde nakker, der dukker op af den frosne jord.
Mit staudebed er fyldt med erantis, og i sidste uge hyggede jeg mig med at fjerne staudetoppene, så alle de små gule knopper kan få lys og luft.
Mange stauder har ganske vist bedst af at beholde toppen hele vinteren. Den fungerer jo som en beskyttende dyne mod frost og kulde. Så derfor har jeg kun robuste stauder, som ikke tager skade af at miste den lune dyne midt om vinteren. Det er blandt andet storkenæb, tidselkugle, løvefod, skt hansurt, haveiris, sporebaldrian, pæoner, gyldenris og asters.
Samtidig med at jeg fjerner staudetoppene, snupper jeg også lidt ukrudt og græs, som har forvildet sig ind i bedet.
Når jeg luger, bruger jeg udelukkende ”klør 5”. Muldjord er nemlig fyldt med millioner af ukrudtsfrø, der ligger i dvale, og når man hakker, skuffer, river eller roder i jorden på anden vis, vågner en del af frøene og begynder at spire. Det sker ikke, når man håndluger. Desuden er det lettere at få alle rødderne op ved at trække i ukrudtet fremfor at hakke det over.
Det er så hyggeligt at gå og nusse i haven, og i år har jeg endda selskab af en nysgerrig medhjælper :-) Lille Iglo er bare 5 måneder, og hvis jeg bliver lidt for målrettet i mit arbejde, skal han nok minde mig om, at livet er en leg. Lad nu den rosensaks ligge, insisterer han, og sådan en opfordring kan jeg da ikke afslå.
Så rosensaks og stauder må vente, mens jeg følger efter Iglo ned i baghaven, hvor de smukke påskeklokker står på spring. Åh, de må nydes i al deres spinkle sarthed. Så forunderligt fine og næsten gennemsigtige. Ganske som ægte prinsesser bør være. Men samtidig bomstærke og hårdføre nok til at klare den kulde, som truer lige om hjørnet.
Mange spæde forårshilsner
Inge