Så er køkkenhaven klar

Hvert eneste år lover jeg mig selv, at for fremtiden vil jeg grave køkkenhaven på god gammeldags vis. Og hver eneste år ender det med, at min mand starter fræseren ;-)

Det er jeg slet ikke tilfreds med! Jo-jo … jeg er skam meget glad for, at min mand hjælper mig, men jeg er i bund og grund ked af, at jorden bliver pisket til atomer i stedet for at blive vendt nænsomt. En fræser kan nemt ødelægge jordens struktur, så den pakker eller eroderer - og regnormene har heller ikke godt at blive blendet.

På den anden side, så er fræseren ikke nær så hård for ryg og knæ, som en tung spade, og desuden er sådan en maskine både hurtig og effektiv. Så indtil videre må den fint gravede køkkenhave forblive i min drømmeverden, mens virkeligheden altså byder på en larmende og osende fræser. Sådan er livet jo af og til. Der kan være grumme stor forskel på ønsker og hverdagens håndfaste realiteter.

Men måske er det netop accepten af denne forskel, der lige så stille gør mig mere og mere livsduelig?

Lyder det underligt? Tja, jeg sidder selv og leder lidt efter ordene og har da også tullet en del rundt i haven og spekuleret på sagen. Men jeg tror på en måde, at det er sundt at erkende sine egne begrænsninger. Ikke fordi vi skal opgive alle drømme og begrave alle ønsker. Men fordi livet virkelig kan blive en enorm udfordring, hvis vi altid kæmper for at leve op til diverse idealer og forkromede luftkasteller. Af og til kan det være helt befriende at smide håndklædet i ringen og indrømme, at der altså er ting, som vi ikke magter. Eller måske slet ikke har lyst til!

Lad os nu bare blive i køkkenhaven og bruge den som eksempel. For mange år siden havde jeg en meget ambitiøs plan om at være selvforsynende - og det gibber da stadig i mig, når jeg kigger indenfor i naboens flotte køkkenhave. Men jeg ved også, at jeg ikke orker at passe række efter række af rodfrugter, salater og grøntsager. Jeg gider heller ikke grave spandevis af kartofler, gulerødder og selleri op og nurse dem vinteren igennem på mørke og kølige men frostfrie steder. Og jeg gider da slet ikke sylte rødbeder eller asier.

Jeg vil bare have ærter! Ærter i læssevis og lange baner. Og så vil jeg osse gerne have friskopgravede kartofler, sprøde radiser, lidt persille, en tot dild og lidt forskellig salat. Nå ja, måske også en håndfuld jordbær til de lune sommeraftner samt et par asparges at gnaske på under morgenens havevandring. Men ellers er der ikke rigtig nogen afgrøder, der taler til mit hjerte, så derfor er min køkkenhave blevet mindre og mindre for hvert år.

Og det synes jeg i grunden er en gevinst. Jeg har det faktisk rigtig godt med at være blevet mere realistisk omkring min egen formåen – og måske vigtigst af alt: At have lært at skelne mellem mine inderste og oprigtige ønsker … og alt det, som jeg bare troede, jeg skulle og burde leve op til.