Inges Havetips

Som regel tilbringer jeg det meste af juli i havens bedste liggestol, hvilket får haven til at se lettere utæmmet ud. Men den slags stillesiddende sysler har det sandelig været for koldt til i år! Så for en gangs skyld er min køkkenhave særdeles velpasset. I stedet for at drive den af på langs, har jeg luget, sået og ordnet fint mellem ærter, radiser og salat. Noget må man jo lave for at holde varmen ;-)

Og jeg har opdaget, at det – næsten – er lige så afslappende at pusle om purløg og kartofler, som det er at sidde i en stol og lave ingenting. Bare jeg husker at aftale med mig selv, at jeg kun må ordne én række ad gangen og desuden skal afsætte pauser til at hyggesnakke med kattene, som skiftes til at vifte mig under næsen med bløde haler og stive knurhår, når jeg ligger på knæ og luger.

Nå ja, de mange ærtebælge, der skal åbnes og tømmes, sætter selvfølgelig også kolorit på opholdet i køkkenhaven – og så er jeg begyndt at øve mig i at visualisere og manifestere, som der jo tales så meget om i den spirituelle verden.

Efterhånden behøver jeg bare at så en ny række salat – og vupti – straks åbner vejrguderne for sluserne og sørger for, at de små frø bliver vandet grundigt, så de kan spire og slå rod …
Spørgsmålet er så, om det også vil lykkes for mig at få lokket noget sol frem, når selvsamme spirer skal til at vokse ;-)

Vi får se. Hvis vejret fortsætter med byger og sparsomme solglimt, er her lidt inspiration til nemme og sene afgrøder, som du kan så i ferien – og ellers kan du jo dyrke terapi i haven.

Ha´ en skøn ferie :-)

Jeg har – for en gangs skyld - knoklet i staudebedet i dag. Min krop trængte til at blive rakt og strakt og bøjet grundigt, men efter et par timer faldt jeg omkuld i liggestolen.

Og så var det, at jeg fik øje på skvalderkålen under hækken, roserne, som trænger til en afpudsning, og de hvide fredløs, som er ved at invadere storkenæbbene.

Med andre ord – der altid noget, som mangler at blive gjort i en have. Det er faktisk lige til at få hold i ryggen af eller blive stresset over, medmindre man tør acceptere, at en uperfekt have er vældig hyggelig.

Har du fx tænkt over, at du kan nøjes med at slå græsplænen sådan cirka hver anden uge - og at mos er både blødt og grønt.
Hvis du slår græsplænen 1-2 gange om ugen, har du altid fokus på alle de andre ting, som også skal gøres i haven. Hvis du derimod slår græsset sjældnere, vil haven pludselig se meget velholdt ud, når plænen er nyslået. Det handler simpelthen om dit fokus.

Har du prøvet at lade stauder og bunddækkeplanter vokse ud over græskanterne. Det giver haven et blødt, blidt og naturligt look, og du slipper for besværlig kantskæring.
Måske elsker du de marksten, som du i et perfektionistisk og romantisk øjeblik har langt mellem græskanten og staudebedet. Men vil du virkelig bruge livets afmålte timer på at luge rundt om dem i én uendelighed. Det kan være ren terapi, men det kan sandelig også være en pestilens! Og hånden på hjertet: Stenene har ingen praktisk værdi.

Hvis din have har et godt design, er det næsten lige meget, hvad der vokser i bedene – og roser trives skam fint i selskab med både skvalderkål, mælkebøtter og tusindfryd.

For god ordens skyld bør du dog lige holde en græssti klippet langs med hækken, så dine naturlige venner ikke breder sig til nye græsgange. Det er jo ikke sikkert, at naboen har haft mod til at smide perfektionisten ud af haven ;-)

Find flere ideer til et nemt og hyggeligt haveliv på havetip.dk

En køkkenhave uden jordbær er ikke en rigtig køkkenhave. Sådan har jeg det i alt fald, men uf, hvor kan et jordbærbed dog være besværligt at passe. Det skal luges i tide og utide, medmindre man lægger halm mellem rækkerne – og det, synes jeg faktisk heller ikke, er særlig nemt.

For halmen skal jo fjernes igen. Ellers er det nærmest umuligt at holde styr på de mange udløbere, som jordbærplanterne sætter. Desuden er det bedst, at der ikke er halm i jordbærbedet om foråret. Solen skal nemlig helst kunne varme jorden op og lokke blomsterne hurtigt frem, så vi kan få tidlige bær :-)

Jeg har i mange år ønsket mig et højbed til jordbærrene, og i sidste uge var jeg så heldig at få tilbudet en sekskantet jordbærpyramide fra landhave.dk.

Så nu er jeg spændt på den kommende jordbærsæson. Det vil garanteret være betydelig lettere at passe jordbærrene, og planter i højbede kommer generelt tidligere fra start om foråret end deres mere jordnære slægtninge, så jeg håber også på tidlige bær. Og hvor skal det blive en svir at plukke dem uden at blive træt i ryggen.

Weekenden er gået med at sætte de to sekskantede højbede op. De var heldigvis lynhurtige at samle, for der skulle lige et par prøveopstillinger til, før jeg var helt sikker på, hvor de skulle stå. Så det var herligt, at siderne var supernemme at samle og skille og flytte og samle og skille og flytte og samle osv ….

Selvfølgelig valgte jeg en placering, hvor underlaget var skråt. Ergo skulle der graves jord væk langs den bagerste side af højbedet, for det skulle jo nødig ende med at ligne det skæve tårn i Pisa.

Efter en del fægten med vaterpasset lykkedes det at få bedet placeret, og jeg fik også anbragt de 6 sider, så vinkler og diameter var ens hele vejen rundt. Set i bagklogskabens klare lys burde jeg måske have valgt et firkantet højbed i stedet for et med seks kanter! Alt det der med Pythagoras læresætninger er nemlig for længst slettet af harddisken ;-)

Nå, men heldet følger jo som bekendt visse personer, så efter et par forsøg var alt, som det skulle være, og her til aften står det flotte højbed derude i haven og venter bare på en masse frodige jordbærplanter. Uh, hvor jeg glæder mig!

Jordbærpyramide fra landhave.dk

Planen var egentlig at plante jordbær i mit nye højbed, men i stedet besluttede jeg at gå i krig med påskeklokkerne og juleroserne, der vokser rundt om hasselkrattet.

Da jeg i sin tid plantede de smukke forårsblomster, havde jeg mest fokus på deres vintergrønne blade, tidlige blomstring og evne som bunddække. Jeg syntes, de var både kønne og superpraktiske, men året efter lærte jeg til min store frustration, at bladene skal fjernes hvert forår for at undgå sygdomme.

Her er brug for en energisk gartner

Det med at fjerne bladene er en af mine absolutte ”gider-ikke-opgaver” i haven, men jo længere, jeg udskyder arbejdet, jo mere besværligt bliver det. De gamle bladstilke bliver seje at klippe i – og overalt skyder nye blomster og blade frem, så jeg både skal passe på, hvor jeg træder, og hvor jeg klipper.

Så i dag var det altså mere pligten end lysten der holdt mig med selskab i haven. Men så landede solsorten i det gamle æbletræ og slog et par strofer an, og pludselig var det, som om hele verden forandrede sig. Alle de fine påskeklokker nikkede muntert til mig, en humlebi summede fra blomst til blomst, ude over marken jublede lærkerne, og få meter fra mig holdt en blåmejse frokost i foderautomaten.

Lidt senere dumpede de første regndråber ned i mit hår, og lige så stille blev luften fyldt med den dejligste duft af støvet jord, der bliver til fugtig muld.

Måske var det blot i min fantasi, at træer og buske rankede sig og strakte grenene op mod den livgivende regn, og måske bildte jeg mig bare ind, at hele haven sukkede tilfreds over hver eneste dråbe.

Men da regnbuen tonede frem på himlen, var jeg ikke længere i tvivl. Foråret er kommet med løfter, farver og livskraft.

Så selvom jeg nok aldrig kommer til at juble over alle de visne blade på påskeklokkerne, så vil de for fremtiden stå for mig som et symbol på forandring. Hvad enten det gælder humøret, planter eller årets gang, så vil det trætte, tørre, støvede og ugidelige før eller siden blive afløst af glæde og friskhed. Det gælder bare om at lægge mærke til det :-)

Det har været store omplantningsdag i dag – og så bliver man både træt og meget, meget beskidt. Så nu sidder jeg her med et krus dampende the, ømme muskler og sorte negle, mens vaskemaskinen snurrer.

Dagens opgave gik ud på at flytte 11 kristtorn fra en halvskummel placering bag stalden, hvor jeg for et par år siden havde planer om en lille stedsegrøn skov. Det projekt er dog aldrig blevet den store succes, så da den voldsomme storm i mandags lagde hjortetakstræet i forhaven ned, besluttede jeg at give de forhutlede kristtorn en chance herinde i haven.

For at få plads nok, skulle en flok gamle og næsten udgåede hyld dog først graves op. Det var unægtelig mere, end jeg kunne klare, og jeg havde også en lusket mistanke om, at kristtornene ville blive en fæl udfordring, så manden min måtte i aktion. Den slags gør han altid glad og gerne, men jeg må indrømme, at jeg ikke kan følge med.

Vores arbejdsfordeling går ud på, at jeg måler op og sætter pæle på de steder, hvor der skal plantes, imens hans graver de planter, der skal flyttes, op. Dernæst graver han nye huller på de afmærkede steder, hvorefter jeg planter/dækker til.
Men selvom jeg skynder mig, så sakker jeg altid ubehjælpeligt bagud. Og før jeg ser mig om, kommer han fornøjet fløjtende med flere planter, som jeg slet ikke har fået målt op til endnu.

Jeg tror, det er den slags situationer, der får min kære gemal til at mene, at jeg nemt bliver hysterisk ;-) ;-) ;-)

Halloween og hidsige hekse

Nå, men nu står de 11 kristtorn i alt fald godt og trygt derude bag staudebedet, hvor de forhåbentlig vil trives. Når vi bliver gamle, kan min mand og jeg så sidde herinde i stuen og kigge ud på de smukke stedsegrønne planter, mens vi husker, mindes og måske griner lidt af temperamentsfulde stunder.

Tja, tiden går – og selvom vi planter håbefuldt, så minder efteråret og halloween mig også om, at vi ikke kender fremtiden.

Halloween er i øvrigt en pudsig skik, som jeg ikke helt ved, om jeg kan lide eller ikke lide. Jeg er pjattet med de store orange græskar, der lyser flot op i efterårshaven, og jeg har også en svaghed for hidsige hekse, der griner hånligt af flinkeskolen.

Men jeg synes egentlig, at den kristne tradition med at fejre Alle Helgens Aften og mindes vor kære afdøde, er langt smukkere end halloweens flirten med ånder og spøgelser.

Sikke et vidunderligt vejr i dag. Jublende lærker på himlen, varmende sol på ryg og kinder og aktivitet overalt i buske og træer. Solsort, musvit og gærdesmutten sang om kap … eller var det mon i kor … og de trinde brumbasser summede hyggeligt om mine ben og hænder, mens jeg pelsede påskeklokkerne for gamle blade.

Det er ellers et arbejde, der bedst kan sidestilles med vinduespudsning og strygning. Absolut ikke min yndlingsbeskæftigelse! Men det skal jo gøres, og i år har jeg taget det stille og roligt. Et lille stykke om dagen efter devisen, at en elefant skal spises bid for bid.

Fotoet er fra forleden dag. Nu er jeg næsten færdig. Nå ja, hvis jeg havde været bare en smule mere målrettet, ville jeg have nået det hele i dag, men uh, der var så meget andet, der også skulle passes. Den røde glente, der for anden gang svævede stolt hen over have og hus skulle følges med store øjne og måbende udbrud.

Kattene skulle selvsagt også nusses - og et par af dem forlagte ligefrem en middagslur på min mave, mens jeg sluprede kaffe i den lune terrassekrog og lagde planer for forårets aktive havestunder. Hmm … ja-ja … lad os nu se, hvor mange af den slags det bliver det. Min have er og bliver jo smukkest fra siddende stilling ;-)

De små og ganske lyseblå krokus skulle også beundres. Gentagne gange. De er så fine og sarte og deres porcelænsagtige gennemsigtighed kan slet ikke gengives optimalt på et foto. De skal nydes in real life og suges langsomt ind på nethinden.

Og så skulle der da også holdes pause i drivhuset. Havearbejde er jo efter sigende anstrengende og forbrænder mange kalorier, og nu er jeg lige kommet så godt gennem vinteren og vænnet mig til den gode stødabsorbering på hofter og lår. Det ville da være en skam, om knoglerne skulle blive for synlige i forårets og sommerens løb ;-)

Du kan læse mere om påskeklokker og juleroser her

Mange havehilsner
Inge

Midt på dagen rendte jeg en tur gennem haven, men brrrr – hvor var det altså råt, koldt og småvådt. Så det blev en rigtig inde-hygge-slappe-af-lørdag i dag.

Lidt grønt skulle der nu til. Som fx læggekartoflerne, der står til spiring i baggangen, hvor både lys og temperatur passer perfekt. De har da efterhånden også fået nogle rigtig fede og lovende spirer, så mon ikke de skal i jorden i næste uge.

Når det handler om kartoffelspirer, så er de velkendte ord om, at det ”ikke er størrelsen der gør det” i øvrigt helt passende. Korte og kraftige spirer er nemlig meget bedre end lange og ranglede ditto ;-)

Du kan læse mere om spiring af læggekartofler her

Nå, men apropos grønt på en ellers vinterlig lørdag, så er der jo også karsen. Den trives så fint i køkkenets vindueskarm, og for nylig fik jeg en spændende bog ind ad døren. Den handler om at dyrke sine egne spirer, og jeg glæder mig til at læse lidt mere i den og nyde de inspirerende billeder velvidende at jeg nok aldrig kommer til at drive det videre end karsen i køkkenvinduet. Men lidt har som bekendt også sin ret, og for mig har karse altid været det bedste bud på dagens grønne drys.

Jeg tror, det handler om barndomsminder. Jeg var ikke ret gammel, da jeg fik lov til at så min første tallerken karse, og jeg var dybt fascineret over de små frø, der pludselig var et helt tæppe af grønne planter. Måske er det dybest set karsen, der har givet mig glæden ved planter og haver :-)

Fugleliv i haven

Og fuglene – selvfølgelig! De betyder også utrolig meget for mig og har altid haft en stor plads i mit hjerte. I mine øjne vil en fuglevenlig have altid være den smukkeste. Jo flere småkrat, bærbærende buske og tætte hække, jo bedre er betingelserne for havens fugle.

Hvis du vil have mange fugle i haven, er det også godt at fodre i vinterhalvåret, men jeg har indtrykket af, at flere og flere haveejere dropper fuglefrøene af angst for rotter. Det er synd og skam, for du kan sagtens nyde et rigt fugleliv uden at være plaget af rotter. Det kan du læse mere om her.

Det er selvfølgelig sjovest at have sjældne og farvestrålende fugle i haven, men de kvidrende skovspurve er nu også søde :-)

Rigtig god weekend til dig og dine

ønsker Inge

Man kan ikke just påstå, at temperaturen var i forårshumør på denne søndag i marts. Bevares, i betragtning af at haven var snehvid på samme dato for 2 år siden, så var vejret jo både lunt og venligt, men omvendt sad jeg altså med bare tæer og åd is på terrassen sidste år ved denne tid. Så man kan da roligt sige, at vejrgudernes humør skifter år for år.

Eller måske er det bare mig, der er lidt kuldskær i øjeblikket. Efter en hurtig tur ad havens stier smuttede jeg i alt fald ind i drivhuset … og fik dagens mest vidunderlige overraskelse: Både ferskentræet og nektarinen er fyldt med lyserøde knopper. Ja, den første er ligefrem sprunget ud. Jamen altså, kan man ønske sig mere? :-)

Mit drivhus er vist en smule utraditionelt. Her er hverken tomater- eller agurkeplanter. Derimod er den ene langside optaget af et par kiwier, som formentlig først begynder at give frugt om 2-3 år. Men pyt, deres primære opgave er nemlig at skygge for den bagende sol på hede sommerdage, så jeg kan snuppe en behagelig middagslur i gyngesofaen, som optager den anden langside af drivhuset … øh, drivERhuset ;-)

Kiwierne er slet ikke begyndt at sætte blade endnu og ligner bare nogle tykke snore. Ferskentræet og nektarinen, som jeg plantede for gavlenden sidste år, er derimod ved at springe ud. De minder mig om to små henrivende prinsesser, og nu er de altså ved at iføre sig forårets smukkeste lysegrønne kjoler med store lyserøde polkaprikker.

Sidste år gav træerne henholdsvis 5 og 3 frugter, som ganske enkelt smeltede på tungen.

Persille og radiser i drivhuset

Under ferskentræerne står et par duske persille, som jeg såede sidste sensommer. De giver allerede fint drys til frokosten, og mon de ikke også kommer til at levere klippegrønt til årets tidlige kartofler.

Opmærksomme sjæle vil sikkert studse over halmen, der ligger bag ved drivhuset. Jeg kan jo ikke påstå, at det ser kønt ud, men kattene elsker det. Her er altid læ og lunt og rart. Desuden slipper jeg for ukrudt, og så holder halmen også fint på fugtigheden i jorden, så rækken af buksbom-stiklinger, der står langs drivhusets sokkel ikke tørrer ud.

Sådan er min have. Af og til lidt utraditionel, men nem at passe og dejlig at slappe af i.

Mange hyggelige havehilsner
Inge

Det bider godt nok i kinderne i dag, men lidt fik jeg da lavet i eftermiddagens løb. Og det var såmænd helt hyggeligt at gå derude i vinden og glæde sig over alle de små forårstegn.

De sidste påskeklokker er klippet ned. Uh, det var en ordentlig omgang at komme igennem, men nu kan bedet klare sig de næste måneder uden min indblanding. I løbet af sommeren skal det lige have en hurtig omgang med falkeblikket og klør fem, så enkelte ukrudtsplanter ikke begynder at føle sig alt for trygge, men ellers kan planterne klare sig selv indtil næste forår.

Sådan kender du forskel på påskeklokker og juleroser - se hvordan ... klik her

Under påskeklokkernes gamle blade fandt jeg en vinbjergsnegl. Døren til dens hus var ganske vist stadig stængt og lukket, men alene det faktum, at sneglen har bevæget sig fra vinterhiet nede i jorden og op til overfladen, er da tegn på forår.

Jeg har aldrig begrebet, hvordan sneglene bærer sig ad med at grave sig op af jorden. Et er, at de om efteråret kan lave et hul og en lille hule ved at bore foden og kroppen ned i den porøse muld og dernæst danne en plade af kalk, som de lukker ”døren” til sneglehuset med. Men at de om foråret kan rokke sig op til jordoverfladen uden at åbne selvsamme dør er da fascinerende.

Vinbjergsneglen ligger altid med åbningen opad. Først når det bliver tilpas varmt om foråret, skubber den døren væk og tager hul på et nyt år i haven.

Det hænder i øvrigt, at jeg finder sådanne sneglehus-døre rundt om i haven. De ligner små kalkflager og er forbavsende stærke. Ikke sært at vinbjergsnegle foretrækker kalkholdig jord med al den kalk de bruger til både hus og dør.

Små violer i haven

Dagens bedste oplevelse var dog gensynet med den lille blå viol. Den stod og puttede sig i en lun krog under havens brede ribsbuske, og jeg havde nær overset den. I første omgang var det vist kun min underbevidsthed, der lagde mærke til den skønne forårsbebuder.

Det er en sjov fornemmelse, når underbevidstheden tager over. Det er næsten som om en stemme siger et eller andet: Hov Inge, stop lige og se dig ordentlig for!

Og så står jeg ellers dér og glor ;-) Indtil jeg endelig får øje på noget særligt. I dag var det den lille og ydmyge martsviol, der dufter så henrivende. Tak til både den og min opmærksomme underbevidsthed :-)

Mange hilsner
Inge

Læs også om, hvordan du skaber liv og hygge i haven – klik her

Den 22 februar 2016

Det har det været lækkert vejr i dag her i mit lille haverige. Okay - lille og lille – alt er jo relativt :-) Men i forhold til verdens riger og lande er min have blot et mikroskopisk fnug. Til gengæld er jeg enevældig dronning i den, og det er ret sejt – i dobbelt forstand ;-)

Nå, men solen skinnede lunt, solsorten fløjtede i den skæve hassel, og overalt var der en kvidren og pippen fra alskens små og store næb. Skovduerne kurrede, de farvestrålende stillits holdt koncert ved foderautomaterne, blåmejserne sludrede om redehuller i det krogede æbletræ og musvitten filede lystigt på sin vise mens skovspurvene sladrede på plankeværket.

Jeg slog mig ned i drivhusets duft af erantis og aurikler … og gjorde status:

Det har været en travl men dejlig vinterferie. Jeg er næsten færdig med at beskære frugttræerne …det tegner endda til at blive ganske pænt :-)

Jeg mangler primært at fjerne de tynde grene, og ville ønske, at jeg havde sådan en smart beskærersaks på teleskop-stang, så jeg kunne stå på jorden og kappe grenene af ved at trække i en snor. Men jeg har kun en sav på stang, så det ender med, at jeg må stikke handymanden en grensaks i hånden og lokke ham op på en stige.

Om jeg har højdeskræk? Næh, ikke ret meget. Jeg er såmænd bare en klodsmajor ;-)

Jeg har også brugt vinterferien til at sprede flis på stierne i skovhaven. Det ser gevaldig fint og ordentligt ud, men bare vent til skvalderkålen pibler frem. Så skal den nok gøre kanterne ”lodne” og skabe et blødt og smårodet look. Men pyt! Skvalderkål er jo i grunden en smuk plante … og den bliver i alt fald ikke ribbet for blade af rådyrene, der ellers nok sætter deres helt egen dagsorden under de høje træer. I vinterens løb har de ædt de fleste af mine nyplantede kirsebærlaurbær :-(

En del af planterne er derfor flyttet til den del af haven, som er indhegnet, og resten må jeg se at få slået noget hønsetråd om.

Sidst men absolut vigtigst, så er samtlige fuglekasser blevet renset og klargjort til den kommende sæson – og jeg har fået lagt masser af haveplaner for de næste uger, måneder … og år

NU er det havetid

23 februar 2016

Jeg har forkælet mig selv med nye tæpper og puder til drive-huset i dag. Det er måske lidt tidligt at rigge gyngesofaen til, men det er jo netop om foråret, det er allerdejligst at sidde under glasset og drømme … og mindes.

Der er så mange gode minder knyttet til min gyngesofa. Her har jeg siddet med nære veninder, kære kusiner og skønne katte. Lyttet til betroelser, pudige historier og hyggelig spinden. Og selv fortalt om småt og stort, sjovt og sårbart. Der er en helt egen stemning i sofaen. Her kan man sidde i timevis med ben og tæer i solens varme stråler og hovedet i baldakinens skygge … trygt og beskyttet i drivehusets osteklokke.

Af og til lister handymanden også ind i det lille glashus og snupper sig en tiltrængt lur i sofaen.

Selvsamme handymand har i øvrigt haft så travlt i vinter, at han slet ikke har haft tid til at lave nye fuglekasser til mig, så i stedet har jeg bestilt et par spændende stærekasser. De er lavet af træbeton, som efter sigende giver et bedre indeklima for de små dunklædte rollinger. Om dagen isolerer væggene mod varmen og om natten mod kulden, så temperaturen holdes mere stabil end i almindelige trækasser.

Havens fuglekasser – både de små til mejser, spurve og musvitter samt de store til stærene - er ellers hjemmelavede og har et specialdesignet skråt låg, så kattene ikke kan sidde ovenpå dem.

Nu håber jeg, at jeg har fundet nogle tilpas høje og sikre placeringer til de nye stærekasser, så den lille klatremis Lucinda ikke kan komme til dem. Hun er såmænd bare en stor killing og har slet ikke styr på alt det med mus og lækre fjerbundter endnu, men til gengæld er hun ualmindelig let til bens og elsker at balancere i trækronerne, mens jeg står nede på jorden og vrider hænder.

Forresten … nyd lige mine kamuflage-farvede fliser med alger, pest og mos ;-) ;-) De er så slemme, at selv myrerne holder sig væk :-) Jeg må jo tilstå, at jeg har et meget afslappet forhold til terrassen. Den får en tur med løvriven i ny og næ. Hvis den bliver alt for slem kommer gemalen med sin højtryksrenser. Det har fliserne ganske vist ikke godt af på sigt, men de ser da fine ud et par uger.

Jeg bruger ikke terrassen ret meget. Vil meget hellere sidde rundt om i haven på små hyggelige bænke i alt det grønne … eller i drivehuset :-)

25 februar 2016

Pyha … jeg har sat hønsenet rundt om kristtorn og kirsebærlaurbær i dag. Det er absolut ikke min spidskompetence, og undervejs nåede jeg da også at blive så hidsig og hedetursopkogt, at jeg kunne have leveret varme til hele landsbyen ;-)

Det er selvfølgelig rådyrene, der har været på spild. Trods den milde vinter har de tilladt sig at gå på rov i skovhaven. Det er lidt groft, synes jeg. Især i betragtning af, at de har kunnet mæske sig i æbleknopper de sidste par måneder. Jeg har nemlig beskåret træerne i frugthaven og ladet samtlige grene ligge pænt til de smukke dyr. Men måske har de bare opfattet det som en invitation til at holde festmiddag i haven ;-)

Syv-ni-tretten … så æder rådyrene hverken buksbom eller tuja i min skovhave. Til gengæld ribber de både kristtorn og kirsebærlaurbær. Så derfor har jeg flyttet en del af disse dejlige stedsegrønne planter ind i den del af haven, som er indhegnet.

Der er dog ikke plads til dem alle, så resten må altså have en rummelig hønsetråds-frakke på. Jeg har klaret de 12 i dag, så nu er der kun 4 stk tilbage til morgendagens havetjans. Det udløser forhåbentlig kun et par mindre hysteriske anfald, når hegn og pæle leger kluddermutter eller ståltråden - trods tykke handsker - prikker hul lige i neglekanten. Avs!!!

Men ellers har det været en vidunderlig dag med solskin og fuglefløjt … og haven har været aldeles selvlysende af duftende erantis samt spaglet af farvestrålende stillits, grønirisker, blåmejser, gulmavede musvitter, rødkindede bogfinkeherrer, kobberglinsende fasankokke og orangeplettede kvækerfinker. Alle sammen så forårskåde lette til bens og vinger, at mit gamle kamera mistede pusten. En enkelt forslugen grønsisken fik jeg dog ram på :-)

PS: En af mine havevenner har netop fortalt mig, at rådyrene også var en plage i hans kolonihave, hvor de blandt andet spiste knopperne på de espalierede frugttræer. Han fik en god ide og løste problemet ved at splitte nogle sorte affaldssække og hænge dem på espalierets ståltråde. Deres blafren fik rådyrene til at holde sig væk.
Nemt og enkelt. Så med tak til Svend Aage er rådet hermed givet videre :-)

Det er egentlig pudsigt. Når potteplanterne i vindueskarmen eller blomsterne i haven hænger med hovedet, så iler vi til med vand og næring. Enkelte af os småsnakker endda opmuntrende med de grønne skabninger og nusser dem lidt under bladene.

Nå ja, det hænder selvfølgelig også, at vi sukker irriteret og smider den sløje plante ud. Som regel udløser det dog et strejf af dårlig samvittighed, for inderst inde ved vi jo godt, at det ikke er planten, der fejler noget, men derimod os, der har forsømt den.

Når du er træt

Helt, helt anderledes forholder det sig, hvis vi selv hænger med hovedet og er sløje. Så bliver vi sure på os selv, mens den indre stemme mumler, at vi er nogle skvat, der bare skal tage os sammen og komme videre med to-do-listerne og dagens udfordringer. Det er godt nok de færreste af os, der erkender, at vi har forsømt os selv … eller ligefrem vover at trække en dag ud af kalenderen til selvpleje samt tiltrængt indtagelse af ”vand og næring”.

Jeg har været lidt slap i stilkene de sidste par dage … og hånden på hjertet, så har jeg nok også glemt at vande og gøde mine rødder ordentligt i flere uger.

Det kunne jeg såmænd godt være fortsat med et stykke tid endnu, men jeg ved jo af erfaring, at regnskabets time nok skal komme. Og jeg har altså ikke lyst til at ende i skraldespanden som en forsømt og udtæret plante foreløbig, så derfor har jeg brugt et par dage på at tulle rundt i blødt tøj og nurse min indre fotosyntese.

Nyd haven og det spæde forår

I går gav jeg mig tid til at gå meget langsomt gennem haven. Tid til at kigge op. Tid til at kigge ned. Tid til nærvær. Tid til fordybelse. Og tid til at opdage det spæde forårs mangfoldighed af bitte små blomster, fine støvdragere og nærmest gennemsigtige blade.

Sådan en stille havevandring eller en lignende tur i parken, skoven eller en læfyldt lund kan varmt anbefales. Den er ren næring for sjæl og sind.

Spædt og spirende forår i min have

Inden længe er hasselbuskenes rakler gule af potent pollen.
Men det er de små røde og diskrete blomster, der bliver til nødder.

Næsten gennemsigtige krokus i forårssolen … fint drysset med pollen

Hvert eneste år lover jeg mig selv, at for fremtiden vil jeg grave køkkenhaven på god gammeldags vis. Og hver eneste år ender det med, at min mand starter fræseren ;-)

Det er jeg slet ikke tilfreds med! Jo-jo … jeg er skam meget glad for, at min mand hjælper mig, men jeg er i bund og grund ked af, at jorden bliver pisket til atomer i stedet for at blive vendt nænsomt. En fræser kan nemt ødelægge jordens struktur, så den pakker eller eroderer - og regnormene har heller ikke godt at blive blendet.

På den anden side, så er fræseren ikke nær så hård for ryg og knæ, som en tung spade, og desuden er sådan en maskine både hurtig og effektiv. Så indtil videre må den fint gravede køkkenhave forblive i min drømmeverden, mens virkeligheden altså byder på en larmende og osende fræser. Sådan er livet jo af og til. Der kan være grumme stor forskel på ønsker og hverdagens håndfaste realiteter.

Men måske er det netop accepten af denne forskel, der lige så stille gør mig mere og mere livsduelig?

Lyder det underligt? Tja, jeg sidder selv og leder lidt efter ordene og har da også tullet en del rundt i haven og spekuleret på sagen. Men jeg tror på en måde, at det er sundt at erkende sine egne begrænsninger. Ikke fordi vi skal opgive alle drømme og begrave alle ønsker. Men fordi livet virkelig kan blive en enorm udfordring, hvis vi altid kæmper for at leve op til diverse idealer og forkromede luftkasteller. Af og til kan det være helt befriende at smide håndklædet i ringen og indrømme, at der altså er ting, som vi ikke magter. Eller måske slet ikke har lyst til!

Der er spredt hønsemøg og visne blade i køkkenhaven

Lad os nu bare blive i køkkenhaven og bruge den som eksempel. For mange år siden havde jeg en meget ambitiøs plan om at være selvforsynende - og det gibber da stadig i mig, når jeg kigger indenfor i naboens flotte køkkenhave. Men jeg ved også, at jeg ikke orker at passe række efter række af rodfrugter, salater og grøntsager. Jeg gider heller ikke grave spandevis af kartofler, gulerødder og selleri op og nurse dem vinteren igennem på mørke og kølige men frostfrie steder. Og jeg gider da slet ikke sylte rødbeder eller asier.

Jeg vil bare have ærter! Ærter i læssevis og lange baner. Og så vil jeg osse gerne have friskopgravede kartofler, sprøde radiser, lidt persille, en tot dild og lidt forskellig salat. Nå ja, måske også en håndfuld jordbær til de lune sommeraftner samt et par asparges at gnaske på under morgenens havevandring. Men ellers er der ikke rigtig nogen afgrøder, der taler til mit hjerte, så derfor er min køkkenhave blevet mindre og mindre for hvert år.

Og det synes jeg i grunden er en gevinst. Jeg har det faktisk rigtig godt med at være blevet mere realistisk omkring min egen formåen – og måske vigtigst af alt: At have lært at skelne mellem mine inderste og oprigtige ønsker … og alt det, som jeg bare troede, jeg skulle og burde leve op til.

Så er køkkenhaven klar …

og som det ses på fotoet herunder, er den skrumpet siden 2010 :-)

Tirsdag før påske blev jeg snigløbet af en tarvelig influenza, og først i dag er jeg så småt kommet i omdrejninger igen.

Jeg forsøgte ellers at stå op allerede i lørdags. Utålmodig men totalt mat i koderne slingrede jeg ud i drivhuset og drattede omkuld i gyngesofaen. Og SÅ spærrede jeg øjnene op!

For sandelig om ikke de to små ferskentræer var begyndt at springe ud :-)

Yndigere farve skal man lede længe efter. Så lyserød, så fyldig og så fin på samme tid. Skær og sart men stålsat som det spædeste forår.

Fortumlet og forelsket trak jeg gyngesofaens lune tæpper tættere om mig og lod verden stå stille for en stund, mens de lysende blomster lejrede sig på nethinden og i hjertet.

I dag er træerne så sprunget helt ud. Fuldstændig overdådige men dog ikke helt så vidunderlige som i lørdags, synes jeg. Ikke helt så overjordiske som i påskens dage.

Måske var det bare influenzaen, der påvirkede mit syn. Måske er det livets lov i denne jordbundne verden, at det første indtryk altid vil være det bedste?

Eller måske er knopper og spæde blomster skabt for at huske os på, at vi skal dvæle ved håbet og glæden i nuet i stedet for at haste forventningsfulde og næsten grådigt videre og videre mod næste skridt og næste skridt igen. Når vi vil have mere, får vi undertiden mindre, end vi allerede har.

Men selvfølgelig er de fuldt udsprungne blomster smukke. Ja, ved nærmere eftertanke er de vist endda langt smukkere end den løfterige spæde blomstringsstart. De er blot for overvældende. Alt for skønne til at jeg kan rumme det. Hvilket sikkert vil få mig til at tilbringe en del tid i drivhusets lyserøde verden de næste dage, mens jeg funderer over, hvornår og hvorfor noget bliver for meget … og om det dybest set er lettere at være taknemmelig for lidt end for meget … sådan indenfor rimelighedens grænser og uden at snakke sult kontra kaviar, forstås;-)

Se, den slags spekulationer har humlebier og andet bestøver-væsen heldigvis ikke. De gik i eftermiddagens løb fornøjet ombord i alt det lyserøde tyl, så nu slipper jeg for at summe rundt med den lille farveladepensel, som sikrede ferskenhøsten sidste sommer.

Der skal nok være nogle haveejere, der mener, at jeg hænger slemt i bremsen i år. Men det er altså en fuldt bevidst og grundigt gennemtænkt position fra min side ;-)

I rigtig mange år har jeg ellers været blandt de første til at lægge kartofler. Jeg har forspiret kartoflerne fra starten af februar. Dækket et særlig lunt og nøje udvalgt stykke af køkkenhaven med klar plastik, så jorden er blevet varmet op, for siden at putte kartoflerne i den lune jord, når de havde tilpas tykke, grønne spirer. Det er som regel foregået i midten af marts, ja enkelte år endda en uges tid tidligere, og jeg har selvfølgelig lagt klar plastik hen over de nylagte kartofler, så de kunne få den helt optimale start.

Læggekartofler skal have korte, grønne spirer.
Ikke lange, lyse spirer, der alt for let knækker, når de bliver dækket af jord

To-tre uger senere har jeg så proppet et par rækker kartofler i jorden uden forvarme og uden plastik. Ja, undertiden har de knapt nok været forspiret. Men alligevel har de så godt som hvert eneste år været tæt på at indhente deres særligt nursede kammerater og været opgravnings- og spiseklar blot ganske få dage senere end de tidligt lagte tog turen fra haven til maven.

Årsagen er formentlig, at min køkkenhave ligger sydvendt – og at jeg altid bruger kartoffelsorten Hamlet. Det er en sund og supertidlig sort, der smager godt, og som endda kan tåle at ligge i jorden helt til efteråret for siden at blive gemt det meste af vinteren. Mere kan man vist ikke forlange af en kartoffel :-)

Sorten Hamlet giver store kartofler, der kan tåle at ligge længe i jorden

Apropos det med smagen … så smager årets første kartofler jo akkurat lige pragtfuldt uanset om de er gravet op i midten eller slutningen af maj eller starten af juni. Den eneste forskel er vel ret beset, at man kan prale lidt og føle sig mere succesfuld end naboen, hvis man lykkes med ekstra tidlige kartofler.

Den succesfølelse overlader jeg med glæde til andre i år. Jeg underkender den bestemt ikke, for det er da fedt at kunne slynge en henkastet bemærkning ud, om at man fik nye kartofler af egen avl til middag, hvorefter kolleger og familie siger øjjj og wauw og wow og hold da op!

Klar til lægning

Men det er nu også lidt fedt at være nået til det punkt i livet, hvor roen og hyggen vejer tungere end ambitionerne og konkurrencementaliteten. Og hvor man véd, at succes i køkkenhaven ikke kun handler om at være først ude.

Tag nu bare kartoflerne. Uanset om du allerede har lagt dem eller først putter dem i jorden om et par uger, så vil de trives bedst sammen med bønner, majs, kål og peberrod. Placerer du dem derimod tæt på græskar, solsikker, jordskokker, tomater, agurker eller hindbær … tja … så skal du nok ikke regne med den helt store succes.

Så er den første kartoffel lagt

Det har været en stille og rolig dag i haven uden noget særligt at berette om.

Gransangeren ankom i formiddags og lod sit glad tjif-tjaf lyde fra ahorn og asketræ.

Solen tittede af og til gennem skyernes himmelslør men fik aldrig lige så meget magt som de små guldstjerner, der farver græsstien i baghaven gul og gylden.

Humlebierne havde travlt med dagens gæsteliste og nåede at aflægge brummende visit i både krokus, ferskentræer og påskeklokker.

Fru Solsort fik lagt sidste vinge på reden i den tætte buskbom … og hvis jeg ikke tager helt fejl, så pippede hun et muntert ”tak for sengehalm” med næbbet fyldt af vissent staudeafklip.

Og jeg? Jo, jeg har trippet rundt mellem påskeklokkerne med snor, pinde og tommestok. Der skal plantes et par æbletræer mere, har jeg besluttet, men placeringen driller. Så da jeg havde afmærket syv forskellige muligheder, gav jeg op og fordybede mig i stedet i de smukke påskeklokker. Det var ligesom bedre for blodtrykket ;-)

Hvad var det egentlig, at jeg startede med at påstå? Noget med en stille og rolig dag i haven uden noget særligt at berette om.

Jamen, det er jo netop det skønne ved havelivet. Selv når der intet sker, sker der en hel masse. Det er bare at suge til sig og nyde

Måske er jeg bare lidt skvattet og skravlet ovenpå influenzaen … eller måske HAR det vitterlig været koldt i dag. Det blev i alt fald kun til en småfrysende og meget hurtig tur i haven mellem et par af eftermiddagens byger.

Så er det jo godt, at haven også kan nydes fra stuens vinduer :-) Det er faktisk en af de allervigtigste ting at huske på, når man anlægger eller omlægger sin have. Nemlig at den skal kunne ses og nydes fra huset. Både lange kig, charmerende detaljer og glimt til hyggelige hjørner. Og fremfor alt et godt udsyn til fuglenes foderplads – gerne fra en magelig lænestol.

Sådan en lænestol har jeg, og udsigten fra den har budt på adskillige fine oplevelser i dagens løb.

Sumpmejse

Blandt andet det søde sumpmejse-par. Det er jo et par små vimse størrelser, så det tog sin tid, før jeg fik et nogenlunde foto af den ene. Om det er hannen eller hunnen tør jeg ikke afgøre. De to er nemlig fuldkommen ens. Modsat mange andre fuglearter, der skifter mage hvert år, så holder sumpmejseparret sammen året rundt og bryder sig ikke om artsfæller på deres territorium.

Grønirisk

Grønirisken er nærmest sumpmejsens modsætning. I alt fald hvad energiniveau angår. Mens sumpmejsen farer frem og tilbage mellem buskene og foderautomaten, så sidder grønirisken ganske stille og æder det ene solsikkefrø efter det andet. Selv når hele flokken af bogfinker, stillits, skovspurve og kvækerfinker går på vingerne, bliver den trinde grønirisk roligt siddende. Den letter først, når den er mæt eller hvis der virkelig er fare på færde.

Men tro nu ikke, at den grønne fugl med det kraftige næb er sløv eller uden temperament. Den foretrækker bare at gemme kræfterne, til der er mulighed for et ordentligt skænderi med ligesindede. Der er få fugle, der kan kævles så længe og grundigt, som en flok grønirisker. De minder mig om en samling tætbyggede og bredskuldrede gadedrenge, der elsker at lægge arm for sjov.

Rødhals

Rødhalsen er en ægte enspænder. Både han og hun hævder territorie året rundt, og som regel ser man kun en enkelt at de rødhalsede fugle ad gangen. Måske føler jeg mig lidt beslægtet med den lille fugl … jeg kan også være skrækkelig introvert ;-)

Undertiden er der et sted i haven, som driller. Jorden er træt, planterne mistrives og kreativiteten nægter at samarbejde. Kort sagt: Man aner ikke sine levende råd!

Når den slags sker for mig, plejer jeg at ”braklægge” området. Det vil sige, at jeg blot holder det mest krasbørstige ukrudt nede og vender det blinde øje til resten. Naturen har nemlig en fantastisk evne til at restituere sig selv, og en smule magelig tålmodighed giver ofte et langt bedre og sundere resultat end tilsætning af nok så mange jordforbedrende midler. Desuden er både tålmodighed og magelighed ganske gratis ;-)

De sidste 4-5 år har jeg haft sådan en stribe braklagt jord i min baghave. Af og til har jeg forsøgsvis plantet en håndfuld stiklinger eller en dusk storkenæb fra andre steder i haven, hvor de var i overskud, men enten nægtede de at vokse eller også gik de ud. Det eneste, der virkelig trivedes, var nogle skovjordbær af ukendt oprindelse. De bredte sig til gengæld i alle retninger og sørgede for, at området så både pænt og grønt ud.

Officielt var det selvfølgelig MIN beslutning, at de skulle vokse netop dér ;-) Man behøver jo ikke at skilte med, at alt i haven ikke er planlagt og anlagt og kontrolleret ned i mindste detalje, vel ;-) Af en eller anden grund opfattes kontrol og planlægning nemlig som dygtighed, mens samarbejde med naturen og tålmodighed ofte betragtes som sjusk og dovenskab.

Nå, men i foråret indtrådte den længe ventede forandring endelig :-) Jorden havde genfundet sin balance og vækstgivende kraft, og storkenæbbene bredte sig muntert i selskab med et par kærmindesøstre, som jeg havde glemt alt om. Selv høstanemonerne, som jeg ellers troede var døde, vågnede op til dåd med store, flotte blade. I skrivende stund står de endda i fuldt og mandshøjt flor.

Så de sidste par dage har jeg haft travlt med at luge. Skovjordbærrene har udført deres opgave og ligger nu i den lille egeskov, hvor jeg fladekomposterer. Her kan de frit vælge, om de vil slå rod eller indgå i den evige recirkulering af næringsstoffer. De har fået en kærlig tak med på vejen, og jeg tænker, at et par af deres ”unger” nok skal fortsætte slægten i baghaven.

Så er der luget

Fremover bliver det dog i hård konkurrence med trivelige storkenæb, ranke høstanemoner og brede tuer af kærmindesøster. Samt løvefod og alunrod, som jeg vil hente fra forhavens staudebed. Og mon ikke jeg også kommer til at drysse lidt akelejefrø med lind og mild hånd :-)

Sådan ser bedet ud i dag. Frodigt men med masser af plads til nye planter.
Åh, jeg glæder mig :-)

Jeg kan ikke prale af det helt store aktivitetsniveau for tiden.
Faktisk har jeg ligget på den lade (have)side det meste af sommeren, og i disse dage tuller jeg bare rundt i haven og nyder og nyder og nyder. Jeg elsker efteråret med al dets farvepragt og denne helt særlige blanding af eftertænksomt vemod og festligt farvel-og-på-gensyn til sommerens glæder.

Hygge i forhaven
Se flere fotos under indlægget :-)

Rundt om mig har naboerne travlt. Der slås græs. Klippes hæk. Beskæres buske. Fældes træer. Graves, plantes, luges og rives. Det er lige før, jeg får dårlig samvittighed over at lave ingenting, og da en sød haveven mumler noget om, at der findes need to do og nice to do, griber jeg helt refleksmæssigt hakkejernet og stiler målbevidst mod køkkenhaven. NU må jeg altså tage mig sammen og lave noget fornuftigt.

Men så står havebænken jo dér og kalder så indbydende. Og skyerne gør plads for et mægtigt stykke blå himmel med solskin, og hindbærrene er bløde og søde – og kattene vil kæle.

I det øjeblik går det op for mig, at ”need to do” er noget, vi selv beslutter, mens ”nice to do” kommer fra hjertet og er en gave fra livet. En gave, som vi både kan og må pakke ud og nyde lige så tit, vi har lyst. Alt det andet – nødt til – skal – bør – need to – stammer fra vores hjerne, som sandelig nok kan holde et helt regiment i sving fra morgen til aften plus natten med.

Jamen, vil du måske indvinde, - ukrudtet forsvinder jo ikke af sig selv, og stauderne skal deles og kartoflerne tages op og bladene rives sammen og fjernes.

Tja … nu har jeg haft min skønne, gamle, frodige have i 25 år. Af og til har jeg gået en tur med riven og smidt et par bladbunker ind mellem stauderne, men generelt overlader jeg opgaven til vind, vejr og regnormene.

Så er der ukrudtet. Det forsvinder jo ikke af sig selv … eller gør det? Jo tættere du planter og jo mindre bar jord, du har mellem dine stauder, blomster, buske og urter, jo mindre skal du i alt fald luge. Selv skvalderkålen mister pusten, hvis kæmpestenbræk, hosta, alunrod, løvefod med flere står skulder ved skulder. Det kommer de i øvrigt helt automatisk til mellem år og dag, hvis du lader være med hele tiden at dele dem og plante om og flytte rundt ;-)

Kartoflerne – joh, de skal selvfølgelig op og i hus eller kule inden jorden bliver alt for klistret eller frosten bider – men hvis du har køkkenhave, er det forhåbentlig fordi du kan lide at være selvforsynende og ikke fordi du er nødt til det. Eller er der noget, jeg har misforstået?

Det er der såmænd nok ;-) Men pyt – jeg vover alligevel at tænke, at vi selv vælger, hvordan vi vil dyrke vores have – og langt henad vejen vælger vi også selv, hvordan vi vil leve vores liv. I alt fald inden for egen hæk - og indenfor de rammer/begrænsninger/muligheder, som verden nu engang sætter.

Set i det perspektiv synes jeg, at det er smartest at vælge nice to do i stedet for need to do.

De smukke sargents-æbler lyser op i buskadset og lokker fugle til haven

Fredsrosen Peace blomstrer stadig på min gårdsplads

Fru Solsort har taget et nedfaldsblad med i bad

Dejlige efterårsfarver - glasbær og hortensia

Visualisering i køkkenhaven

Smid perfektionisten ud af haven

Jordbær i højbed

Påskeklokker og forår i haven

Store plantedag i haven

Forår i haven

Læggekartofler og grønne spirer

Drivhus og driverliv

Persille og radiser i drivhuset

Kold men hyggelig dag i haven

Små violer i haven

En travl men dejlig vinterferie

Drivhus og stærekasser

Rådyr og hønsetråd

Har du husket at vande dig selv?

Når du er træt

Nyd haven og det spæde forår

Så er køkkenhaven klar

Lyserøde skyer

Så er starten gået på årets kartoffelræs

En stille dag i haven

Fugleliv set fra havedøren

TÅLMODIGHED OG FRODIGHED

Er du nødt til ... eller har du lyst til